Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



AspIT som best practice i Computerworld

-      og historien om Tinos bedste praktik...

Forleden mødte læserne af IT branchens foretrukne nyhedsmedie Computerworld denne overskrift. ”Dansk IT uddannelse på international top-liste”. Baggrunden er, at AspIT er udnævnt til best practice i EU. At AspIT kan det med at uddanne dygtige medarbejdere til IT branchen er historien om Tino fra AspIT i Vejle et ret godt eksempel på.

Hver dag året rundt myldrer det med nyheder om både både ny teknik og interessante tendenser i IT branchen, og i Danmark er det Computerworld man læser, hvis man vil følge med i strømmen. Derfor var der stolthed blandt både elever og lærere da nyheden om EUs topplacering til AspIT blev bragt af Computerworld.

”Uddannelsen med sammenlagt cirka 300 elever på landets ni skoler er kommet på Unescos liste over uddannelser for unge med særlige behov. Ud over søgelyset fra FN's uddannelses-, videnskabs-, og kulturorganisation har repræsentanter fra EU's Agentur for specialundervisning været på besøg i sommer. Det har ført til, at AspIT i EU-regi er blevet udvalgt for best practice på området” skrev Computerworld.dk.

Derfor håber man nu hos AspIT, at Computerworlds omtale får endnu flere virksomheder til at gribe muligheden for at få nogle unikke kandidater i praktik. Uddannelseschef Ole Bay Jensen udtaler sig også til Computerworld.

"Det er ikke let at finde praktikpladser, men det går. Og de virksomheder, vi laver aftaler med, er rigtig gode til at tilrettelægge arbejdet, så det forløber godt for eleverne".

Et af de steder, hvor betegnelsen ”best practice” for AspIT møder realiteterne i erhvervslivet, er hos virksomheden SharksMedia i Vejle. Her valgte firmaets ejer og leder, Michael Wolstrup, i foråret at tage Tino Hansen fra AspIT i Vejle i praktik. Men parterne fandt hurtigt ud af, at det med praktik skulle erstattes med et mere langsigtet perspektiv.

- Det stod hurtigt klart for os, at Tino kan noget, som vi andre aldrig kommer i nærheden af at kunne. Tino kan ikke kun fokusere fuldstændig på en given udfordring – han kan også fastholde sin koncentration ud over det punkt, hvor vi andre har sluppet den. Det betyder blandt andet, at Tino kan tilegne sig ny viden meget hurtigt. Altså hvor en teknologi for andre tager et par måneder at blive dus med, tager det kun et par uger for Tino at mestre den, fortæller Michael Wolstrup.

SharksMedia er en af IT branchens unge fremadstormende virksomheder, som i år vækster med hele 300%. Virksomheden konceptuerer og  programmerer websites, og har blandt andet store virksomheder som DONG og Danske Invest på kundelisten. Lige nu er firmaet ved at rulle konceptet bag flexer.dk, som er et mødested for over 3000 IT folk, ud til det tyske marked. Og i takt med SharksMedias succes, valgte Michael og Tino for nylig at gøre praktikken til et regulært ansættelsesforhold – selvom Tino kun har gået 2 år på AspIT.

- Da Michael spurgte om jeg ville ansættes i firmaet, sprang jeg til selvom jeg egentlig manglede over et år på AspIT. Men jeg har fået ønskejobbet – jeg arbejder med det, der interesserer mig, og så bliver det ikke meget bedre, siger Tino Hansen.




Tino står klar til at få de sidste detaljer om opgaven fra Michael.

At Tino overhovedet opdagede AspIT var noget af en tilfældighed. Tino gik i 10. klasse på en skole på Bornholm, og anede ikke hvad fremtiden skulle bruges på, da han en dag hørte om AspIT i radioen. Tino tog til Vejle, og her blev det altså ikke kun til AspIT, men også til fast job og lejlighed til ham og kæresten.

- Jeg så et opslag på skolen fra SharksMedia, hvor de ikke søgte praktikanter men unge medhjælpere. Jeg tjekkede deres hjemmeside, og bad mine lærere om at kontakte dem for at gi mig en praktikplads fordi de lavede lige det, der fanger mig. Og siden har alt bare været positivt. Jeg lærer en masse nyt – ikke kun om teknik, men også om projektstyring og kundekontakt, fortæller Tino.

- Da vi startede praktikken i foråret, fik vi selvfølgelig en masse at vide fra AspIT omkring Aspergers Syndrom, og hvordan det kan præge et arbejdsliv. Men jeg tror vi må sige, at man ikke kan generalisere Aspergere. Tino er ikke hæmmet af noget. Han er tværtimod bare dygtigere på nogle områder end andre, mener Michael Wolstrup.

Næste store udfordring for Tino er hans ønske om at gennemføre kurset, der certificerer ham i PHP. Og det ønske vil SharksMedia og Michael Wolstrup også gerne hjælpe Tino med.

- Vi har med Tino fået en medarbejder, som yder enormt meget og inspirerer os andre, så fra vores side er vi klart interesserede i at beholde Tino i mange år – hvem ved, måske som partner en dag, smiler Michael Wolstrup.


Tilmeld AspIT Nyhedsbrev: Klik her

Afmeld AspIT Nyhedsbrev: Besvar denne mail.

Du er meget velkommen til at sende dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".  

HUSK 
Gratis konference på Brogaarden – Strib/Middelfart  

AspIT at Work – Årsmøde den 31. maj 2012 kl. 12.00 – 17.00.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »