Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »




Bornholms Regionskommune giver AspIT optimal start

Efter en lærerig prøvetid med AspIT på Bornholm, er erfaringerne nu på plads til en fast etablering på solskinsøen. Det er blevet en start med stabil medvind fra regionskommunen. Hos det lokale erhvervsliv kan man nu se frem til en unik arbejdskraft, der - modsat andre unge - vil blive på øen. Og den del af historien kan regionskommunen også glæde sig over.

Det er en kendt sag, at de unge i provinsen, søger mod storbyerne for et liv med flere muligheder og en større mangfoldighed. Men hvis man er ung med en autismespektrumforstyrrelser – også kaldet Aspergers Syndrom – kan man bare godt li´ at tingene bare er som de plejer. Det gælder også når det handler om uddannelse. Uddannelse giver nye muligheder, men det skal ikke foregå i Odense eller andre storbyer, hvis man er en ung bornholmer med fokuseret IT talent.

- I vores første fase med AspIT på Bornholm, lå det som en del af uddannelsesplanen, at de unge skulle ta´ nogle af fagene på AspIT i Odense. Det viste sig dog, at de unge netop qua deres diagnose er utroligt loyale overfor deres lokalområde. Derfor har vi nu lavet et uddannelseskoncept, hvor eleverne kan blive på Bornholm under hele forløbet, og så er det i stedet vores lærere, der bliver fløjet til Bornholm, fortæller projektleder Kimmie Falk Jensen, AspIT Bornholm.

- Det betyder også, at vi kan tilbyde de bornholmske arbejdsgivere nogle unge kandidater, som ikke kun er meget dygtige til IT, men også er yderst loyale, og altså ikke ”stikker af” til København, når de har fået deres uddannelse, som vi ellers hører, at mange andre unge bornholmere gør. I regionskommunen kan man glæde sig en gruppe unge, der vælger at blive i den kommune, der har betalt uddannelsen, og dermed får den lokale kommunekasse penge tilbage i form af skattebetaling i mange år fremover.



Så er de nye AspIT elever på Bornholm klar til at blive IT hajer. Fra venstre Joachim, Martin, Stefan, Vivi (underviser), Casper, Alexander og Mark. Og som Stefan sagde forleden til TV2Bornholm ”jeg glæder mig til at blive bedre til alt, ikke kun IT” med henvisning til, at AspIT fagene også omfatter social kompetence og kommunikation.

Med den nye full-scale etablering på Bornholm, får de unge nøjagtigt det samme tilbud, som unge i det øvrige Danmark. Og det er noget, der falder i god jord på øen langt mod øst.

- Vi har fået en meget fin opbakning fra Bornholms Regionskommune. De har taget imod os med en befordrende åbenhed, og de unge ansøgere, som jo i første omgang skal godkendes af kommunen til uddannelsen på AspIT, har fået en absolut fair og positiv behandling af regionskommunen, der jo i dag dækker hele Bornholm – derfor har vi også elever fra hele øen på vores første klassehold, siger Kimmie Falk Jensen.

- Vi har et hold af elever nu, der er yderst motiverede. Et par af dem har været omkring andre uafsluttede uddannelsesforløb, andre har intet lavet de sidste par år. Nu er de samlet på et team, hvor de jo er normale i forhold til hinanden, og kan være sig selv og slappe af i forhold til omgivelserne. Det betyder, at de kan bruge deres særlige evner for fokusering og vedholdenhed til indlæring – og så går det stærkt med at blive dygtig, når man er Asperger. De er meget deltagende i undervisningen, og kommunikerer på livet løs. Fra forældrene hører vi, at det er første gang de unge glæder sig til at komme i skolen – og her har vi altså med en gruppe unge at gøre, der har et særligt talent for det, erhvervslivet efterspørger.

Det nye hold elever på AspIT Bornholm, der er mellem 17 og 22 år, begyndte uddannelsen midt i januar. Næste hold har det obligatoriske 6-ugers afklaringsforløb, der viser hvorvidt eleven har en realistisk chance for at gennemføre hele uddannelsen, i august og september. Kimmie Falk Jensen tilbyder individuelle informationsmøder til alle interesserede unge – med eller uden deres forældre. Kimmie kan kontaktes via aspit.dk


Du er meget velkommen til at give dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".

HUSK
Gratis konference på Brogaarden, Strib/Middelfart
AspIT at Work 10-Årsmøde d. 21. maj 2015 kl. 10-16.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »