Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



Virksomheder om AspIT praktikanter:

De kan deres ting, og øger tilmed firmaets effektivitet

Formålet er værdiskabende arbejdskraft, hedder det hos AspIT.  Og det kan to af landets progressive it-firmaer, Bording Data og DynamicWeb, begge gi´ flueben med pil opad. Deres praktikanter fra AspIT Østjylland leverer solidt arbejde, inspirerer kollegerne, udvikler firmaet - og så har de begge taget en eksamen ud over det sædvanlige. Selvfølgelig.

Eleverne fra AspIT er vant til at gå deres egne veje. De kan noget, andre unge har svært ved. Og omvendt. På AspIT er der fokus på at gøre talent til kompetence. Helst af den værdiskabende slags, der kvalificerer elever til medarbejdere i danske virksomheder. Det kræver flere ting. For eksempel, at den specifikke interesse indenfor IT også er noget, der er efterspurgt af arbejdsgiverne. Det er de spæde karrierer for Richard Amstrup Hinge og Artjom Jensen gode eksempler på.

– Vi har valgt at ta´ en ISTQB certificering, der betyder at vi er særligt kvalificerede indenfor testområdet. Altså funktions- og kvalitetstest af store softwareløsninger. Og ja, det ligger godt til det at være Asperger, faktisk har vi en fordel på det felt i forhold til andre. For eksempel handler certificeringen også om at kunne rapportere kort og præcist, det er jo lige noget for os, fortæller Artjom Jensen, der er i praktik hos Dynamic Web, én af Aarhus´ hurtigst voksende IT virksomheder.

Eksamineringen indenfor ISTQB, som er en international certificeringsgrad, foregår ved at trække 40 tilfældige spørgsmål ud af 1.600 mulige. Og det er ikke nemt stof. Af de 40 spørgsmål, skal 27 være korrekte. Artjom og Richard scorede henholdsvis 35 og 34 rigtige.



Richard Amstrup Hinge, Bording Data

– Det faglige niveau på AspIT er godt, og når vi kommer ud i praktik supplerer vi med den forretningsmæssige forståelse, som jo er unik på det enkelte praktiksted. For mig betyder det, at jeg skal kombinere en stor portion teoretisk viden med det, der er relevant og kosteffektivt i virksomheden, og deres kunder. Den proces er spændende, synes Richard, som netop igen har fået forlænget sin praktik hos Bording Data.

– Vi er meget glade for at ha´ Richard med på holdet. Han er klart kvalificeret fra skolens side i relation til de opgaver, han udfører her i hverdagen. Men vi andre har også fået inspiration til at arbejde mere struktureret med tingene generelt. På den måde er Richard helt klart værdiskabende, og bidrager endda også på det sociale område, siger Henrik Slot Hansen, cand. scient. og projektchef hos Bording Data A/S, som er en del af Bording koncernen med over 400 medarbejdere i Danmark og udlandet.

Udvikler firmaet
I en digitaliseret verden med korte afstande, bliver der flere og flere konkurrenter til de samme opgaver, og dermed stigende fokus på forholdet mellem pris og kvalitet. Samtidig øges kompleksiteten i de store IT systemer, og derfor er behovet for dygtige medarbejdere indenfor test-området stigende.



Artjom Jensen, DynamicWeb

 -Jeg har tidligere gået på universitetet, men undervisningsformen passer ikke til mig og min  asperger-hjerne. Det gør AspIT. Derfor var jeg også på fra dag ét i mit praktikforløb. Det var  helt klart, at det jeg havde med mig fra AspIT og ISTQB certificeringen som jeg også tog på  AspIT, gjorde mig produktiv lige fra starten. Jeg har desuden deltaget i alle de sociale  arrangementer, og jeg får hele tiden mulighed for at være med til at præge udviklingen i  afdelingen. Så jeg føler mig som en fisk i vandet, siger Artjom. Hans chef hos DynamicWeb  er Jesper Nordestgaard, og noget tyder på, at det med det rette element giver bonus.

– Vi valgte en praktikant fra AspIT, fordi ingen andre uddannelser dyrker QA/test som et fag. At vi så har fået en elev, der kan meget mere end det, imponerer mig ret meget. Det viser sig nemlig, at Artjom også har et særligt blik for forbedringspotentialerne. Det er ud over det forventede, så det må være et samlet 13-tal efter den gamle skala. Hans indsats er yderst værdiskabende, og hans kompetencer er en meget stor gevinst for DynamicWeb, siger Jesper Nordestgaard, Head of Services.

Mange danske virksomheder og organisationer har nu over mere end 10 år haft gavn og glade af praktikanterne fra AspIT. Ca. 80% af praktikanterne bliver til medarbejdere. Har du lyst til at læse om flere unge aspit´eres karrierer, og hvad deres arbejdsgivere mener, så klik ind på aspit.dk, og hyg dig med masser af casestories. Du finder dem under overskriften Nyhedsbreve. God fornøjelse.


Du er meget velkommen til at give dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".

HUSK Gratis konference på Brogaarden Strib/Middelfart, AspIT at Work Årsmøde d. 18. maj 2017 kl. 10-16.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »