Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



De bedste rammer til uddannelse og udvikling af fokuserede talenter

Når ejendomsmæglerne dyster på tv, har deres mantra tre punkter ; beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Og når det gælder placeringen af en AspIT skole gælder samme enkle opskrift. Det skal nemlig være nemt at komme til og fra med bus og tog. Derfor må man sige, at AspIT Østjyllands adresse ovenpå banegården i Århus er ret meget i orden. Og går man indenfor på den fredede bygnings 2. sal, tænker man – wouw, her er det godt at lære.

Banegårdspladsen i Århus er stedet, hvor man mødes. Og er man en ung Asperger med talent for IT, er det på 2. sal i nr 1A, at tingene foregår for alvor. Sådan her har det nu været et års tid, og det fejrer AspIT Østjylland med en reception den 19. april for alle, der vil møde stedet og brugerne.

AspIT Østjylland begyndte ellers i lokaler i Brabrand for et par år siden, men de blev hurtigt for små, og samtidig var adressen for bøvlet for de elever, der bor længere væk end lige rundt om hjørnet. For mange skift med bus og tog er ikke en livret for en Asperger. I stedet dukkede muligheden op på Banegårdspladsen, hvor ca. 800 kvadratmeter stod klar til at huse skolen inklusiv vokseværk – der er nemlig stor søgning til AspIT Østjylland.

Vi har det helt rigtige sted til vores type af undervisning. Det er nemt at komme til stedet med offentlige transportmidler, og samtidig har vi skabt en rolig og afslappet stemning indenfor selvom vi ligger ovenpå – ja – en banegård, siger Linda Bjerg, daglig leder af AspIT Østjylland.

Vi har indrettet lokalerne ud fra samme grundprincip som på de andre AspIT uddannelsessteder. Det vil sige ro, enkelthed, og ikke for mange ting og designelementer, som man bevidst og ubevidst skal tage stilling til, og dermed lade sig forstyrre af. Når vi på AspIT siger Fokuserede talenter, så mener vi det faktisk på alle måder.

Til daglig nydes de lyse lokaler af 20 elever og 5 medarbejdere. Der er fælles frokostordning, så eleverne slipper for at skulle tænke på at lave madpakker. Og så er der flere steder kroge og mindre rum, hvor eleverne kan trække sig tilbage og finde ro, når behovet melder sig. Men der er også bordfodboldspil og bordtennisbord til pauserne fra det stillesiddende IT arbejde.

Placeringen på Banegårdspladsen betyder også, at vi hurtigt kan bruge byen omkring os i vores træning i det sociale element omkring det at gå i skole – og skulle fungere på en arbejdsplads. Derfor bruger vi byens faciliteter til cafébesøg, bowling, minigolf på taget af Bruuns Galleri og så videre. Vi har helt sikkert nogle helt optimale rammer for både uddannelse og udvikling af de unge i det østjyske - med talent for IT, siger Linda Bjerg, der glæder sig til at vise stedet frem den 19. april.

Alle er velkommen og vi vil gerne have en tilmelding til lib@aspit.dk – så har vi lidt styr på hvor mange der kommer.


Tilmeld AspIT Nyhedsbrev: Klik her

Afmeld AspIT Nyhedsbrev: Besvar denne mail.

Du er meget velkommen til at sende dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".  

HUSK
Gratis konference på Brogaarden – Strib/Middelfart  

AspIT at Work – Årsmøde den 31. maj 2012 kl. 12.00 – 17.00.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »