Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



Nyhedsbrev - december 2009. Glenn og Nørremarksskolen

Folkeskole valgte praktikant fra AspIT

- nu er alle glade…

For første gang har en folkeskole vist sig på banen som praktiksted for en af AspITs fokuserede talenter. Hos Nørremarksskolen i Vejle er 20-årlige Glenn IT-blæksprutte. Det betyder optimal udbytte af skolens mange computere og programmer. Og Glenn - han har det som en fisk i vandet…

I midten af august begyndte Glenn fra AspIT i Vejle sin praktikperiode på Nørremarsskolen. Og det var et godt valg - for begge parter. Tidligere var det IT-folkene på Vejle Kommune, der skulle tilkaldes, hvis tasterne ikke ville som lærere og elever ønskede det. Nu står Glenn for at holde de mange computere og programmer til ilden.

Det er første gang, at AspIT har en folkeskole som praktiksted til sine elever. Og der bliver forhåbentlig flere skoler, der melder sig. For erfaringerne på Nørremarksskolen bør inspirere andre folkeskoler og efterskoler.

 - Vi har fået flere reelle ressourcer. Skolelærere er jo humanister med fokus på pædagogik og undervisning, og derfor kan IT-problemer være en irriterende sten i skoen i hverdagen. Med Glenn på holdet kan vi i højere grad fokusere på det, vi er ansat til. I skoleverdenen går vi jo i disse år fra en klassisk papirverden til den elektroniske formidling, og i den fase er Glenn en stor hjælp for os, fortæller viceskoleinspektør Frank Kjær fra Nørremarksskolen.

- I forberedelsen til vores praktikant-periode blev vi grundigt guidet af Linda Bjerg fra AspIT, og følte os derfor godt rustet i forhold til at være praktiksted for en ung asperger. Derfor fik Glenn allerede fra starten sit eget kontor, og vi lagde op til faste og rolige rutiner. Men siden har det vist sig, at Glenn ikke kun fjerner de tidskrævende stopklodser i dagligdagen, når computerne strejker. Han er også meget selvstændig og opsøgende i forhold til sine opgaver. Jeg behøver ikke at “arbejdsgive” ham, siger Frank Kjær.

For Glenn har perioden været en meget positiv oplevelse. Både socialt og fagligt. Og hverdagen i dag ligger meget langt fra de perspektiver, Glenn så da han i sin tid forlod sin egen folkeskole.

- Jeg havde en stressende tid i skolen. Skiftede ofte klasse, og følte ikke at jeg blev hjulpet og forstået af andre end mine forældre derhjemme. Faktisk troede jeg, at mit liv skulle leves på førtidspension allerede mens jeg var teenager, siger Glenn.

- Jeg begyndte på AspIT i februar 2008, og siden har det været optur for mig. Især nu på Nørremarksskolen, hvor jeg kan folde mit talent for IT helt ud. For eksempel har jeg været med til at lave et Power-point kursus for skolens 8. klasser og et Skype projekt, der gør det muligt for skolens elever at kommunikere “on air” med elever på en skole i Mostar i Bosnien, som er Vejles venskabsby.

- Men også socialt har jeg det rigtig godt på mit praktiksted. Der er en rigtig god stemning på Nørremarksskolen. Med plads til også at have det sjovt, drille på den søde måde og så har jeg det også sådan at jeg lader mig rive med af den gode stemning, fortæller Glenn.

Pædagogisk konsulent Linda Bjerg fra AspIT i Vejle har fulgt processen med Glenn og Nørremarksskolen, og roser Frank Kjær for at være god til både at strukturere hverdagen for Glenn og samtidig stimulere Glenns personlige udvikling. 

- Jeg får at vide fra Frank og hans kolleger, at Glenn er hjælpsom, udadvendt og selvstændig. Og det er en fantastisk god oplevelse for os på AspIT. Og derfor tror vi på, at andre skoler og folkeskoler kan have gavn af vores praktikanter fordi, der typisk er stor rummelighed og tolerance på uddannelsessteder, siger Linda Bjerg, og Frank Kjær supplerer:

- Jeg kan helt klart anbefale andre skoler, at lave en praktikaftale med AspIT. Hos os er det i hvert fald sådan, at lærerne kommer til mig, og siger at de ikke vil af med Glenn - når det gælder computere, kan man sige, at han har lært lærerne at fiske. Vi har al udstyret, nu kan vi få meget mere ud af det. Derfor, kære kolleger, tag kontakt til Linda Bjerg, brug tid på at forberede jer - tiden kommer igen i form af en langt mere effektiv IT udnyttelse. For mig er der ingen tvivl om, at AspIT har lige præcis de spidskompetencer, som vi skoler virkelig mangler i hverdagen, slutter Frank Kjær.

HUSK

Gratis konference på Brogaarden – Stib/Middelfart  

AspIT at Work – Årsmøde den 20. maj 2010 kl. 14.00 – 17.00.

 

 
Tilmeld AspIT Nyhedsbrev: Klik her

Afmeld AspIT Nyhedsbrev: Besvar denne mail.

 

Du er meget velkommen til at sende dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev". 

 

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »