Ser denne e-mail ikke rigtig ud i dit mailprogram? Klik her for at se den online »



IT chef ansatte Troels fra AspIT:

– Han løser nogle opgaver hurtigere end jeg.

Troels har på kort tid har opnået det, alle andre unge drømmer om. Et vellønnet job i en spændende virksomhed med udfordrende opgaver og gode kolleger. Med til fortællingen hører endda, at Troels har autismespektrumforstyrrelse og indtil ansættelsen hos LIC Engineering var på revalidering. - Vi har egentlig bare behandlet Troels som én af os, siger hans chef om forvandlingen.

For nylig bragte ét af landets dagblade historien om Troels, der med alle odds i mod sig alligevel formåede at gennemføre rejsen fra revalidering til fast job. Men hvad er den dybere historie om Troels - hvad er det, han åbenbart kan og har lært, siden han er rykket så vildt, og ikke kun er i beskæftigelse, men præsterer værdiskabende indsatser på højt niveau?

Vi begynder lige i Varde Kommune. Her var Troels på revalidering, og lavede egentlig ikke noget efter at være droppet ud af et par uddannelser. Hans udfordring var sådan set ikke det faglige. Hans autismespektrumforstyrrelse – eller Aspergers syndrom – betød, at det konventionelle uddannelsessystem ikke rigtig duede for ham på de ikke-faglige parametre. I Varde Kommune ser Frederik Jeppesen tilbage på forløbet fra da Troels var på revalidering.

– Vi kommer i kontakt med Troels efter han har været ledig et stykke tid. Vi kan godt se, at han er intelligent, men også at han var gået i stå. Hans familie pegede på AspIT, som en mulighed for ham, og da vores fagperson omkring AspIT også kunne anbefale det, satte vi gang i det. Især fordi den individualiserede undervisningsform på AspIT ville være godt for Troels.

I de løbende samtaler og opfølgninger kunne vi se, at Troels blomstrede.

– I dag kan vi konkludere, at vores investering i AspIT uddannelsen har været rigtig god – for alle parter – og især glæder det os, at Troels er kommet så godt videre, fortæller Frederik Jeppesen, fagkoordinator i Varde Kommune Jobcenter.



Troels har som ansat i LIC Engineering ansvaret for virksomhedens "livsnerve" - intranettet, som styrer og udregner alle firmaets opgaver og nye projekter. Og den indsats er hans chef, Ken Jensen (th) ret godt tilfreds med.

Løser mange opgaver

LIC Engineering A/S i Esbjerg er en ingeniørvirksomhed med over 50 ansatte, de fleste civilingeniører. Firmaet er en del af områdets store og avancerede offshore branche. En central del af firmaet er organisationens intranet, der koordinerer timeregnskab, liner projekter op, disponerer medarbejdere med meget mere.

– Vores intranet er vores livsnerve, og det er Troels, der står for det. Han er rigtig dygtig - og det er sagt på vestjysk. Det tog ham kun én uge, at lære programmeringssproget PHP. Men han udmærker sig også ved selv at udvikle på tingene. Han tager altså egne initiativer, og kommer med gode ideer. Han sidder i øvrigt også med opdateringen af vores ingeniørers regneprogrammer.


– Faktisk har han lige opdateret over 20 af dem, blandt andre et stort statik program, hvilket har sparet os for en millioninvestering. Opgaver som han løser hurtigt, og sikkert også hurtigere end vi andre kunne, fortæller IT & HSE Manager Ken Jensen, LIC Engineering A/S.

– Da Troels nærmede sig afslutningen på sin praktik hos os, var vi slet ikke i tvivl om, at vi ville ansætte ham. Han er en stor gevinst for os. Og vi må sige, at han er godt matchet fra AspITs side i forhold til os – de har læst os helt rigtigt, både fagligt og socialt, og samarbejdet med AspIT undervejs har været rigtig godt. Derfor tror jeg også, at Troels har følt sig tryg og godt tilpas lige fra starten her hos os.

– Vi har egentlig altid bare betragtet ham som én af os – som en del af familien her. Vi kunne jo hurtigt se, at han ku´ noget vildt, der bare var pakket ind i en eller anden diagnose. For os er han ligesom os. Og vi har bare bedt ham om at sige sin mening om tingene – som vi alle gør her.

– Men alligevel kan han noget særligt. Hans evne til at fokusere er ret fantastisk. Og så hans metode. Inden han begynder på en opgave, finder han viden og praksis på nettet, og det går lynhurtigt. Altså en akademisk tilgang – bare med mere fart på. Underligt, at tænke på, at Troels kunne ha´ været på revalidering, hvis ikke han kom på AspIT. Så, tak for det, lyder det fra Ken Jensen.

Du kan i øvrigt læse omtalen fra JyskeVestkysten via linket her:
www.jv.dk/artikel/2354294:Esbjerg--Troels-fandt-den-rette-hylde-via-AspIT-uddannelsen


Du er meget velkommen til at give dette nyhedsbrev videre i dit netværk eller frit at anvende nyhedsbrevet med tydelig kildehenvisning: "AspIT - Nyhedsbrev".

HUSK Gratis konference på Brogaarden Strib/Middelfart, AspIT at Work Årsmøde d. 18. maj 2017 kl. 10-16.

Ønsker du ikke længere at modtage vores nyhedsbreve? Afmeld nyhedsbrev »